lørdag den 25. marts 2017

Berømte Dødsfald af Helleberg og Thomsen

Forfatter: Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen
Titel: Berømte dødsfald
Forlag: FADL's Forlag
Udgivelse: 2016

285 sider







Baggrund for læsningen:
Da jeg, i november, var til Bogforum med min søster, hørte vi et interview med retsmediciner Jørgen Lange Thomsen, hvor han fortalte om bogen 'Berømte dødsfald'. Jeg har før mødt Jørgen Lange Thomsen under min studietid, og har den dybeste respekt for hans arbejde. Min interesse for bogen blev straks vakt under interviewet, og blev kun større af, at se hvor flot bogen var udformet. Bogen kom selvfølgelig med hjem, som en for tidlig julegave fra min søster.

Kort resumé:
Hvert kapitel omhandler en historisk person, hvoraf den tidligste er Alexander den store, og den seneste er Tove Ditlevsen. Ydermere er hvert kapitel inddelt i to dele; én del hvor historikeren Maria Helleberg fortæller om den historiske persons liv, samt myterne for deres død, og én del hvor retsmediciner Jørgen Lange Thomsen ser på døden fra et retsmedicinsk udgangspunkt og prøver at nærme sig den reelle dødsårsag. 

Evaluering:
Jeg har altid været glad for bøger, som kunne give et letfordøjeligt historisk indblik i spændende personligheder eller begivenheder. Herudover er jeg meget interesseret i kroppen og hvorledes forskellige sygdomme og andet påvirker denne, hvilket taler ind til min baggrund som biomediciner. Så med den baggrund, er konceptet for denne bog, for mig, lige i skabet. 

Nu har jeg så læst bogen og hvad synes jeg så? Jeg synes, at det lykkedes godt hen af vejen, at leve op til de forventninger jeg havde til den. Der var flere kapitler hvor Helleberg kom godt omkring den historiske personlighed, og Thomsen gav nogle interessante bud på dødsårsag. Dog var der også flere kapitler, som på den ene eller anden måde stak lidt af. Dette kom til udtryk på følgende måder:

  • Helleberg havde nogle enkelte kapitler, som blev unødigt kringlede og lidt svære at følge.
  • Thomsen havde en del kapitler, hvor der var lidt for mange gentagelser af det, Helleberg lige havde fortalt, og hvor myten om sygdomshistorien fyldte mere end hans reelle bud på virkeligheden
  • Der var kapitler hvor Helleberg og Thomsen direkte modsagde hinanden (herunder kapitlet om Marie Antoinette, hvor Helleberg fortæller om hende, som en dronning der har fået et usandt rygte, mens Thomsen beskriver hende, som en dronning der lever op til rygtet) 

Det virkede ofte til, at de to dele af hvert kapitel ikke var afstemt i forhold til hinanden, hvilket jeg synes er en stor fejl. Idet man har valgt at lave en bog med to forskellige forfattere, som giver deres input fra hver deres professionelle viden, hvilket jeg synes er en fantastisk idé, så skylder man fortællingen, at få de to meget forskellige dele til at hænge sammen. Og med de mange gentagelser, så er det ikke min fornemmelse, at det er her tiden er lagt. Måske har de ikke engang læst hinandens del, før bogen blev samlet?

Jeg kunne virkelig godt lide at læse om de historiske personer man har valgt at beskrive i denne bog, dog kan det godt undre mig lidt, at man også har valgt folk som er blevet myrdet eller har begået selvmord. Det der gør, at denne bog skiller sig ud, fra så mange andre historiske værker, er jo netop, at der er en retsmedicinsk vurdering med, som be- eller afkræfter de forskellige myter der er omkring de historiske personers død. Men hvis der ikke er en myte forbundet med dødsfaldet, og historiebøgerne fortæller direkte hvad årsagen er (herunder mord eller selvmord), så kan jeg ikke helt se værdien i en retsmedicinsk udtalelse, der jo ikke kan gøre andet end bekræfte hvad man allerede vidste.

Så alt i alt var der en del i denne bog, som jeg føler kunne være blevet eksekveret bedre, så bogen ville føles mere gennemført. Trods dette, nød jeg virkelig at læse bogen. Denne måde at sætte en bog op på er virkelig interessant og taler på alle måder til mig. Mere af det, tak!





fredag den 17. marts 2017

Nye bøger til reolen (26) - Anmeldereksemplarer, bogbloggertræf og jul


Sidst jeg viste nye bøger frem, var i forbindelse med Arnold Buscks bogudsalg. Men jeg har løbende fået lidt anmeldereksemplarer, været til bogbloggertræf hvor jeg fik en fin stak bøger, og tænk engang, så fik jeg en bog til jul, som jeg ikke har fået vist frem endnu.

Til bogbloggertræffet forrige søndag modtog jeg fire krimier:
  • Hvidt snit af Lotte Petri, Turbine
  • Lad mig tage din hånd af Tove Alsterdal, Modtryk
  • Mærket for livet af Emelie Schepp, Politikens forlag
  • Hvide spor af Emilie Schepp, Politikens forlag
De lyder alle spændende, og jeg synes nu, at det kan være utroligt hyggeligt, at læse en krimi fra tid til anden. Udover denne stak på fire bøger, kommer der en eftersendelse af 'Kemikeren' af Stephenie Meyer fra Lindhardt og Ringhof, da den ikke nåede frem til træffet.

Herudover har jeg modtaget 'Gullasch baronen - Dramaet om Harald Plum' af Søren Ellemose fra Forfatterskabet. Jeg kan godt lide at bevæge mig udenfor mine vante læserammer, så da jeg blev tilbudt denne bog om en historisk person, samt en af Danmarks største erhvervsskandaler, tænkte jeg, at jeg måske kunne blive en smule klogere på et stykke Danmarkshistorie. Jeg lyttede desværre ikke særligt godt efter i historietimerne, og det ærgrer mig idag.


Herudover har jeg modtaget de tre bind af tegneserien 'Jagten på regnbueorkidéen' af Garen Ewing fra Tellerup. Jeg blev vildt glad da Tellerup kontaktede mig med den meddelelse, at de to sidste bind, nu endelig var udkommet, og tilbød mig dem, for jeg synes godt om det første bind, som stoppede ret brat i fortællingen.

Den sidste bog jeg vil nævne, er den jeg fik til jul, som jo er evigheder siden. Dog synes jeg stadig, at den skal vises frem. Jeg fik en bog, som jeg havde ønsket mig meget, nemlig 'Kvinder der forandrede verden' af Maria Helleberg. Jeg er ikke startet på læsningen, men regner med at gå igang, så snart jeg er færdig med 'Berømte dødsfald'. Det er begge bøger der omhandler en række korte portrætter, som egner sig godt til en bog der læses ved siden af alle de andre. 


Det var bøgerne for denne gang. Har i læst nogle af dem?

fredag den 10. marts 2017

Oryx og Crake af Margaret Atwood

Forfatter: Margaret Atwood
Titel: Oryx og Crake
Serie: MaddAddam #1
Orig. titel: Oryx and Crake
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelse: 2003 (denne 2011)

Hørt som lydbog: 11 t. 47 m.





Baggrund for læsningen:
Tilbage til bogbloggertræffet i 2014 modtog jeg bogen 'MaddAddam' af Margaret Atwood fra Lindhardt og Ringhof, hvilket er tredje bind i serien MaddAddam. Min interesse for Atwood var blevet vakt kort forinden, da jeg under et readathon havde læst 'Tjenerindens fortælling', som jeg var ret begejstret for. Af denne årsag var jeg også overbevist om, at jeg snart skulle tage hul på MaddAddam-serien, det kom så bare ikke til at ske i lang tid derefter. Men da jeg, i sidste uge, var på udkig efter en lydbog til mine lange køreture til arbejde, faldt jeg over denne første titel i serien på 'E-reolen'.

Kort resumé:
Jimmy vokser op i en nær fremtid, hvor videnskaben har udviklet sig til en uetisk handel og kamp, om at være de første på markedet der kan tilbyde udødelighed. Indtil dette kan lykkedes, er der mulighed for diverse hormon-indsprøjtninger, kropsløft og babydesigns. Jimmy forsømmes af sin far, som ikke rigtig har tid til forælderrollen, og sin mor, som stikker af fra den beskyttede enklave, de bor i, mens Jimmy stadig er ung. Mange år efter ser Snemand tilbage på sit liv før katastrofen, ensom og kun med selskab fra Crakerne, som er en modstandsdygtig race tilpasset den nye verden, skabt af Jimmys ældste og eneste ven Crake. Menneskeheden er så godt som udslettet efter, at en frygtelig virus slap ud fra videnskabens inderste kerne, og Jimmy har taget en ny identitet som Snemand, en slags profet for Crakerne, som han lovede Crake, at passe på, kort tid før katastrofen indtraf.

Evaluering:
Jeg havde læst kort om denne serie for tid tilbage, og jeg tror, at en af grundene til, at serien fik lov til at vente så længe var, at hovedpersonen kaldte sig selv for Snemand. Det virker helt tåbeligt, og jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men det irriterede mig frygteligt, at han skulle hedde Snemand.
Nå, men jeg overvandt min irrationalitet omkring dette navn, og fortællingen viste sig virkelig, at være en sand perle! Jeg begyndte virkelig at se frem til mine køreture, hvor jeg kunne høre mere af denne ret fantastiske fortælling.

For det første, synes jeg den verden Atwood har sat op, er helt fantastisk at udforske. Både den verden, som Jimmy lever i, samt den Snemand lever i. Jimmy lever i en parallelverden, hvor der er folk der er priviligerede og bor i beskyttede enklaver, hvor alt er komfortabelt og pænt, mens resten af befolkningen bor i Plebs-områder, hvor der hersker menneskelig forfald og grusomhed. Man får det indtryk, at folk i Plebs-områderne lever meget som vi gør det idag, dog med lidt mere frie tøjler, og lidt færre regler og love. Man kommer hurtigt til at spekulere på, hvorvidt det egentlig er bedre, at bo i de beskyttede enklaver, fremfor Plebs-områderne, begge dele virker ret forfærdeligt. Snemand derimod, bor i en verden, hvor al videnskab, teknologi og komfort er forvandlet til tomme skaller uden funktion, og hvor menneskeracen nærmest er uddød.

De tre vigtigste karakterer i bogen, Jimmy (/Snemand), Crake og Oryx er alle meget nuancerede personligheder. Atwood viser både gode og dårlige sider af dem, hvilket gør, at man tror på dem som mennesker. Hun viser dog også nogle grusomme sider frem, som næsten gør ondt i hjertet, at læse om, men som samtidig gør læsningen til en meget stærk oplevelse.

Jeg ville gerne vide, hvor mange år der er gået, fra katastrofen indtraf og til vi møder Snemand i fortællingen. Hele Snemands måde at være på, bærer præg af mange års ensomhed, men samtidig undrer det mig også, at hans 'hjemrejse' til enklaven, åbenbart er den første han foretager siden katastrofen, på trods af, at den ikke ligger langt fra hans nye 'hjem'. Dette tyder på, at der måske ikke er gået så mange år? Det forvirrede mig lidt.

Udover dette punkt, undrede det mig også lidt, da jeg fandt ud af, at denne fortælling først udkom i 2003. Min første indskydelse var, at dette var en ældre bog. Dette på grund af, at der var nogle ting fra Jimmys ungdom, som virkede en anelse gammeldags, hvis dette skulle forestille sig at være et sted ude i fremtiden. F.eks. undrede det mig, at der var så meget snak om DVD'er. Hvorfor søren bruger de stadig DVD'er? Jeg vil da tro, at man selv i 2003 havde en anelse om, at DVD'er på et eller andet tidspunkt ville blive erstattet af noget andet, med den hastighed teknologi udvikler sig idag. Også beskrivelsen af computerspil, og computere i sig selv, fik en lidt gammeldags lyd i mine ører. Dette fik mig til at tro, at bogen var ældre end den var, men ærlig talt, så betød det heller ikke så meget mere end det.

Min undren er småting og noget jeg sagtens kunne abstrahere fra. Jeg nød fortællingen i fulde drag, og jeg glæder mig helt vildt til at læse/lytte videre i 'Syndflodens år', idet 'Oryx og Crake' faktisk endte ret spændende.





søndag den 5. marts 2017

Bogbloggerevent på Københavns Hovedbibliotek


Jeg har idag været til et bogblogger-arrangement på Københavns Hovedbibliotek, arrangeret som et samarbejde mellem bloggen Mellem linjerne og festivalen KBH læser. Det var et super fint arrangement, som var stablet på benene, med mad, the, kaffe og god underholdning hele eftermiddagen fra 14-18. 

Efter en kort velkomst af de tre piger Sara, Rikke og Rikke, fra Mellem linjerne, kom det første forfatternavn på scenen, nemlig Thomas Clemen. Thomas Clemen er aktuel med 'Jeg er Sif' som udkommer d. 31. maj. Dog har deltagerne til eventet fået tilsendt den som E-bog, så man allerede nu kan læse fortællingen om Sif. Thomas Clemen fortalte om sin skriveproces i forbindelse med en ny bog, samt de udfordringer og bump på vejen det kan medføre.

Efter Thomas Clemen, kom Politikens pressechef Camilla Høy på scenen. Camilla Høy var enormt åben og ærlig, i sit oplæg omkring hvordan et forlag som Politiken ser på bogbloggere, og hvorledes vi kan hjælpe hinanden. Hun var enormt frisk, og det var meget interessant at få en forlagsvinkel på bogbloggeriet.


Herefter trådte forfatteren Jacob Weinreich til, som sammen med hans kollega Anders Rønnow Klarlund, har skrevet flere bøger under pseudonymet A. J. Kazinski, og nu også Anna Ekberg. Jacob Weinreich fortalte både om forfatter-samarbejdet, samt historien bag pseudonymerne. Ligeledes læste han op, at den nyeste bog 'Kærlighed for voksne', som udkommer d. 2. maj.

Julie Hastrup var næste forfatter på scenen. Med sit energiske og sprudlende jeg, fik hun fortalt om sin opvækst, som havde fået hende til at interessere sig for krimi-genren. Hun fortalte om hendes bog-serie, samt hendes nyeste bog 'Mirakelmanden', som udkommer 30. marts. Til denne bog, havde hun bl.a. været i Finland for at lave research, og herfra havde hun fået fremstillet en kort, ret vellykket, video-teaser til den nye udgivelse.

Efter Julie Hastrup, fulgte Lotte Petri, som ligeledes havde haft en interessant barndom, med en opvækst på et sindssyge-hospital (grundet sin fars arbejde). Også her begyndte hendes interesse for krimi-genren tidligt. Lotte Petri fortalte om hvordan hun lavede research til sine bøger, og hvilke spektakulære mennesker hun havde været i kontakt med i denne forbindelse. Det var virkelig interessant, at få lidt baggrund for hvordan en sådan krimi bliver til.

Herefter blev scenen overladt til Rikke Andrup, som sammen med Pernille Vørs står bag det nyopstartede forlag Drømmefangeren. Rikke fortalte om sin overgang fra, at være bogblogger, til at komme indenfor forlagsbranchen, samt hvordan det er, at være et lille nyopstartet forlag. Med Rikkes erfaring indenfor bloggerverdenen, kom hun ligeledes med nogle gode råd til os bloggere.


Det næstsidste oplæg, var Kathrine fra Bibliotekattens bøger i samtale med Anika Eibe, som både er forfatter og har en bogblog. Jeg følger begge blogs, og jeg synes det var meget fint at høre dem tale lidt frem og tilbage, omkring balanceni at være bogblogger og forfatter, samt samarbejder med forlag. Der blev lagt op til en smule debat, med nogle enkelte spørgsmål.

Det sidste punkt på programmet var dedikeret festivalen KBH læser, hvor der blev mulighed for at komme med gode idéer og indspark til festivalen som helhed.

Alt i alt, synes jeg, at det var et vellykket arrangement. Det var spændende at høre om de forskellige krimi-forfattere, og jeg må jo indrømme, at jeg ikke har læst noget af nogen af dem. Men min interesse blev helt sikkert vakt, og jeg tror især jeg skal forsøge mig med Julie Hastrup og Lotte Petris forfatterskaber, som særligt lød som bøger, jeg ville finde interessante.

Inden vi forlod arrangementet, fik jeg en pose under armen, med spændende titler, herunder en af Lotte Petris, hvilket jeg var særligt glad for. Jeg viser bøgerne frem i et kommende indlæg, sammen med et par andre nye bøger.



søndag den 26. februar 2017

Harry Potter og det forbandede barn af Jack Thorne

Forfatter: Jack Thorne
Titel: Harry Potter og det forbandede barn
Orig. titel: Harry Potter and the Cursed Child
Forlag: Gyldendal
Udgivelse: 2016

357 sider







Baggrund for læsningen:
Til Arnold Buscks bogudsalg fik jeg lov til at vælge tre bøger, hvoraf den ene var denne. Det er en bog jeg hele tiden har vidst, at jeg skulle læse på et tidspunkt, men samtidig har det ikke været en bog som jeg har længtes efter at læse. Men da muligheden var for, at få den med hjem var jeg ikke i tvivl om, at det skulle den selvfølgelig.

Kort resumé:
Nitten år efter den syvende Harry Potter bog, befinder vi os på perron 9 3/4 hvor Harry og Ginnys søn Albus, skal med toget til Hogwarts for første gang. I toget falder Albus i snak med jævnaldrende Scorpius Malfoy, og de bliver snart uadskillelige. De tildeles begge en plads på Slytherin, og herefter bliver det én lang kamp for Albus at leve op til sine omgivelsers forventninger til ham og ikke mindst hans egne. Dette får Albus ud i en knibe med en tidsvender, som bliver svær at rette op på.

Evaluering:
Denne bog har delt vandene hos diverse Harry Potter-fans. Nogle synes det er fantastisk at få endnu en bid af Harry Potters univers, andre ser det som en nærmest forræderisk handling.Og her må jeg sige, at jeg ikke er en af de typer som konstant længes efter mere Harry Potter, men samtidig synes jeg også at det kan være interessant når det dukker op. Jeg synes at verdenen er fantastisk, jeg er vild med de 7 bøger, og de tilhørende film, jeg er vild med min 'from page to screen'-bog, jeg er vild med filmen 'Fantastic Beasts and Where to Find Them', men jeg går ikke og venter på disse udgivelser i spænding. På denne baggrund var jeg heller ikke oppe at ringe over denne nye udgivelse, men samtidig var jeg nysgerrig efter at læse hvad den mon handlede om. Jeg har ikke en stærk holdning om hvorvidt det er et godt eller skidt valg, at fortsætte fortællingen om Harry, ja, man kan nærmest sige at jeg er indifferent i denne sag. Så det var med denne indgangsvinkel, at jeg startede på 'Harry Potter og det forbandede barn'. Uden urimeligt høje forventninger eller fordomme.

Da jeg startede på bogen, tog det mig lidt tid, at finde rytmen i denne manuskriptbog. Jeg er ikke vant til at læse manuskripter, så jeg skulle lige vænne mig til formen. Men da det var på plads, fløj fortællingen afsted. Det er en forholdsvis kort bog, som er hurtig at læse, idet den udelukkende består af dialog.

Jeg fandt fortællingen meget underholdende. Jeg synes, at Albus og Scorpius udgjorde et godt makkerpar, og jeg var glad for, at fortællingens udvikling tvang fjender til at arbejde sammen om at løse problemerne. Samtidig kunne jeg godt lide, at grænsen mellem 'de gode' og 'de onde' var udvisket, og at der blev vist flere nuancer af de forskellige personligheder.

Når det er sagt, følte jeg, at alting gik lidt stærkt, og jeg sad, efter endt læsning, tilbage med følelsen af, at hele dramaet havde udviklet og løst sig alt for hurtigt. Dog husker jeg mig selv på, at det ikke er en roman, men et manuskript, og at denne udviklingskurve formentlig passer rigtig fint til et teaterstykke, som skal nå at kulminere, samt afrunde fortællingen, på få timer.

På baggrund af dette, vil jeg nok aldrig betragte denne bog, som 'Harry Potter del 8', men derimod vil jeg betragte den, som præcis hvad den er: en selvstændig fortælling, produceret til et teaterstykke. så alt i alt var jeg underholdt gennem hele læsningen, det er bestemt en fin fortælling, men samtidig har jeg ikke tænkt mere på den efter endt læsning.



Jeg kaster denne bog ind i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Tid', da rejser gennem tiden udgør en stor del af plottet for denne fortælling.

lørdag den 18. februar 2017

Gratis børnebøger i februar

Her kommer lige et lille læsetip til børnefamilierne:



Her i februar er der mulighed for at læse en stribe børnebøger online, ganske kvit og frit, på www.gratisbørnebøger.dk. Der er tale om i alt 17 bøger, fra 7 forskellige forfattere, heraf flere prisvindende forfattere.

Læselystkampagnen er igangsat for, at motivere børn til at læse, hvilket er et initiativ jeg altid gerne vil støtte op omkring. Fra jeg selv lærte at læse, var jeg bidt af beskæftigelsen, og jeg kan ikke huske, at der har været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har læst. Jeg har haft så mange gode stunder med en bog i hånden, og jeg synes ikke, at nogle børn skal snydes for dette.


Nu er jeg ikke målgruppen til disse bøger, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at læse Mekano Max af Brian P. Ørnbøl og Tom Kristensen. Jeg har før læst en digtsamling af Brian P. Ørnbøl og var lidt nysgerrig på, hvordan en børnebog skrevet med hans pen ville lyde. Mekano Max er en billedebog der, jf. forlaget, henvender sig til de 4-6-årige. Historien er en herlig rimefortælling om Mekano Max, som deltager i et bilræs i Afrika, hvor det gælder om, at have brugt mindst benzin til slut. Historien er krydret med nogle virkelig fine og sjove illustrationer, som jeg er overbevist om, at de fleste børn vil elske. Så en anbefaling herfra.



Det skal siges, at dette indlæg ikke er sponsoreret på nogen facon, men udelukkende er en deling af et, efter min mening, godt budskab. Billederne er fra kampagnens materiale.

søndag den 12. februar 2017

Ildkamp af Brandon Sanderson

Forfatter: Brandon Sanderson
Titel: Ildkamp
Serie: Reckoners #2
Orig. titel: Steelheart
Forlag: DreamLitt
Udgivelse: 2015

408 sider






Baggrund for læsningen:
Tilbage ved bogbloggertræffet i 2015, havde forlaget DreamLitt sponsoreret 'Stålhjerte' samt fortsættelsen 'Ildkamp' til alle deltagere. Da jeg her i det nye år, netop har fået læst Stålhjerte, som jeg var meget begejstret for, gik jeg derefter straks igang med efterfølgeren.

Kort resumé:
David er en del af fortropperne, og tager med Prof til Babilar Genopført (forhenværende Manhattan), hvor en særlig stærk episk, Regalia, hersker. Mens fortopperne desperat forsøger at gennemskue Regalias uigennemskuelige planer for byen, viser Regalia gang på gang, at hun er ét skridt foran dem. Samtidig er David begyndt at tvivle på, hvorvidt hans oprindelige syn på episke er korrekt; kan episke være gode og hvis de kan, hvad er det så der gør dem onde. 

Evaluering:
Jeg havde lige lagt 'Stålhjerte' fra mig, da jeg fortsatte videre i 'Ildkamp'. Det er noget jeg stort set aldrig gør når jeg læser serier, og måske af gode grunde. For jeg blev egentlig hurtigt mættet af denne bog, og jeg er i tvivl om, om det havde noget, at gøre med, at jeg netop havde brugt en rum tid i samme univers. Uanset hvad, så fangede byen Babilar Genopført mig slet ikke på samme måde som Newcago og fortroppernes indsats for at komme episke til livs, var langt mindre gennemtænkt og mere tilfældig, end den var i den første bog.

Disse bøger forstår dog, at lave et twist henimod slutningen, og her skuffede 'Ildkamp' bestemt heller ikke. Udover dette, var jeg også ret vild med, at David begyndte at tænke mere over etikken i fortroppernes handlinger. Dræber de episke fordi de er episke, eller dræber de episke fordi de er onde mennesker? Er alle episke per definition onde, og hvis ikke, hvad er det så der gør dem onde? Vil man kunne gøre onde episke gode, og hvor kommer de episke fra i første omgang? At David begynder at gøre sig disse tanker, giver fortællingen et lidt dybere lag, og sætter lidt flere tanker igang.

Der er dog én ting, som igen og igen går mig på, og det er Davids latterlige metaforer. Jeg kan godt se, at det er blevet Davids kendetegn, og skal give os en forståelse for hans lidt akavede, nørdede personlighed. Men det ændrer ikke på, at jeg simpelthen ikke finder dem sjove. Jeg synes det virker en smule unaturligt, at han i ret pressede situationer, skal gå så højt op i at forklare sine mystiske metaforer, som ofte kræver en forklaring, før de kan forstås.

Jeg var ikke lige så begejstret for 'Ildkamp', som jeg var for 'Stålhjerte'. Men ikke desto mindre gælder jeg mig utrolig meget til at læse det næste og det afsluttende bind af serien, som skulle udkomme på dansk her i 2017.