søndag den 16. april 2017

Mærket for livet af Emelie Schepp

Forfatter: Emelie Schepp
Titel: Mærket for livet
Serie: Jana Berzelius #1
Orig. titel: Märkat för livet
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelse: 2013 (denne 2014)







Baggrund for læsningen:
Jeg var til et blogger-event for nyligt, med fokus på krimi-genren. I denne forbindelse fik jeg nogle krimier med hjem, herunder 'Mærket for livet'. Jeg havde ikke hørt om Emelie Schepp før, men bogen har fået gode anmeldelser, og Emelie Schepp har fået prisen 'Årets svenske krimiforfatter 2016'. Så da jeg stadig var i krimi-humør efter at have læst 'Hvidt snit', gik jeg igang med denne.

Kort resumé:
Jana Berzelius er politianklager, og kommer til at lede efterforskningen i mordet på en afdelingschef i udlændingestyrelsen. Snart følger flere mærkværdige hændelser i kølvandet på mordet, og noget tyder på, at et barn er indblandet i forbrydelsen. Jana begynder at få anelser om, at sagen trækker tråde til hendes egen fortrængte fortid, og opklaringen kommer til at betyde mere for hende end nogensinde.

Evaluering:
Denne fortælling fangede mig fra første side, og holdt mig fanget igennem hele fortællingen. Fortællingen både rystede og skræmte mig, ved sin balanceren mellem rå menneskelig ondskab og nutidige relevans, med sin fokus på flygtninge.

Jana Berzelius er kølig og afmålt, og hendes personlighed er så markant anderledes end de sædvanlige hovedrolle-indehavere i de krimier jeg før har læst, at jeg straks bliver nysgerrig efter at vide mere. Hvordan bliver man så distanceret, så social akavet, så kold? Man får nogle af svarene i bogen, men jeg er sikker på, at man bliver endnu klogere på Janas personlighed i de næste bøger. Herudover er der en række finurlige personligheder, som bestemt er troværdige. Herunder er Mia Bolander og Henrik Levin, et kriminalkommisær-makkerpar, nævneværdige. Henrik Levin, en familiefar, som har svært ved at stå ved sin ret overfor sin kone, og Mia Bolander, som befinder sig i en økonomisk krise, og bestemt ikke forstår at bedre sin egen situation.  Generelt synes jeg, at forfatteren har skabt et meget troværdigt og mangfoldigt persongalleri, uden at vade rundt i for mange klichéer.

Handlingen er spændende og interessant, og er bygget om omkring to spor, efterforskningen af mordet, samt Janas personlige efterforskning af sin fortid, som kører sideløbende men med mange sammenfald. Jeg har det lidt stramt med, når hovedrolle-indehaveren kører lidt for meget solo i efterforskninger, og jeg synes, at Janas egen efterforskning tog lidt overhånd til slut, hvilket, efter min mening, æder lidt af troværdigheden for fortællingen.

Men alt i alt, synes jeg, at det var en super god bog, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse den næste bog i serien, som jeg, heldig som jeg er, fik sammen med denne.


mandag den 10. april 2017

Hvidt snit af Lotte Petri

Forfatter: Lotte Petri
Titel: Hvidt snit
Serie: Selma Eliassen #4
Forlag: Turbine
Udgivelse: 2015

318 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg var til et blogger-event for nyligt, med fokus på krimi-genren. Her deltog Lotte Petri, hvor hun fortalte om sit forfatterskab, sin research og sine bøger. Faktisk sad jeg ved samme bord som hende under dagen, og hun virkede utrolig flink. Blandt de bøger jeg fik med hjem fra dagen, var bl.a. denne bog, som er fjerde bog i hendes serie om Selma Eliassen, og på trods af, at jeg ikke har læst de forrige, kastede jeg mig ud i at læse denne, da hendes oplæg havde vakt min interesse.

Kort resumé:
Der går rygter om, at der er en ulv løs i nordjylland, og da den findes død med menneskerester i mavesækken, går den store efterforskning igang. I kølvandet på dette fund dukker flere lig op, og der synes en sammenhæng mellem de døde, da det tyder på, at der er foretaget lobotomi/leukotomi på de afdøde. Efterforskingen fører os omkring nynazisme, genetiske sygdomme og historiske begivenheder i Sydafrika. Retsmedicineren Lone, forskeren Selma og betjenten Buchanan kommer alle på hårdt arbejde, for at løse denne gåde.

Evaluering:
Jeg havde lyst til noget let læsning, som kunne holde mig fanget og underholdt i nogle timer. Det kunne denne bog til dels opfylde. Bogen var let at gå til, med mange korte kapitler, som gav følelsen af action og hurtig fremgang, men samtidig var der nogle punkter, som irriterede mig en anelse. Jeg har som sådan ikke noget imod korte kapitler, men jeg synes at denne fortælling sprang lidt for meget fra person til person på meget kort tid. Prologen, samt de første seks kapitler introducerer hver en ny person, med en anden rolle og fortælling end den forrige. Idet kapitlerne er meget korte vil det sige, at jeg på de første 28 sider, blev introduceret til de første syv mennesker, som endnu ikke havde noget med hinanden at gøre. For mig virker det temmelig forvirrende, da det er første gang jeg hører om alle disse forskellige mennesker. Nu valgte jeg jo, at læse denne bog, på trods af, at jeg ikke havde læst de tre foregående, da jeg synes at dette ofte har fungeret fint med de krimiserier jeg har læst. Men her kan jeg ikke udelukke, at jeg måske havde haft lettere ved, at holde styr på de mange nye bekendtskaber, hvis jeg havde læst serien fra starten. Jeg vil tro, set i bakspejlet, at der er tre af de syv, som formentlig er introduceret i tidligere bøger.

Noget af det jeg hæftede mig meget ved, under Petris oplæg på blogger-eventet, var hendes grundige research og hendes forkærlighed for små sjove detaljer fra virkeligheden. Det synes jeg skinnede klart igennem fortællingen. Der var flere sjove detaljer, som jeg er overbevist om, at hun har fået bekræftet fra relevante personer, hvilket gav lidt ekstra til fortællingen. Dog føler jeg, at teorien omkring sygdomme, ulve, obduktioner og lignende, ofte var lidt malplaceret i fortællingen. Ikke at teorien ikke skulle fremgå, men den fremgik stort set altid under en dialog, hvor der så kom et uopfordret kort foredrag om emnet. Dette virkede ikke altid helt naturligt. Dog må jeg sige, at jeg langt hellere vil have teorien en anelse malplaceret, end jeg vil undvære den. I sidste ende giver det klart fortællingen lidt mere pondus. 

Generelt var jeg ikke så glad for dialogen, da jeg ofte syntes, at den virkede utroværdig. Hvis jeg lå på et rullebord, fikseret mod min vilje, og lige var blevet reddet fra en morder, ville 'hvor kender du egentlig morderen fra?' ikke være det første jeg sagde til redningsmanden.

Rent visuelt synes jeg, at denne bog er meget tiltalende, da forside-illustrationen er helt vildt flot. Forside-illustrationer på mange danske krimier minder meget om hinanden, men jeg synes, at denne bog skiller sig ud, i al sin enkelhed. 

Generelt faldt denne bog desværre ikke i min smag, og til kommende læsere, vil jeg anbefale at man starter fra seriens start, så tror jeg helt klart, at man får mest ud af bogen. Jeg vil dog sige, at denne bog har genvakt en tidligere interesse jeg havde, og har givet mig lyst til at læse den bog om psykokirurgi, som jeg har haft stående ulæst på min reol i flere år. 





tirsdag den 4. april 2017

3 gode råd til bogbloggere - og hvorfor jeg ikke selv følger dem


Jeg har været til flere bogblogger-arrangementer gennem tiden, og nyder altid at være i selskab med mennesker der elsker bøger lige så højt som jeg selv gør. Til disse arrangementer uddeles ofte velmenene råd, dette kan være fra forfattere, fra forlag eller fra andre bogbloggere. Det er altid rart at få et godt råd, samt få sat ord på, hvad folk sætter pris på ved bogbloggge. I sidste ende er vi dog alle forskellige og har forskellige forhold til vores blogge.

Jeg vil her nævne tre rigtig gode råd jeg har fået (endda af flere omgange), som jeg dog ikke selv lever op til:

  • Skriv minimum 2-3 indlæg om ugen
Dette råd er kommet af flere omgange, og er et rigtig fint tip. Når man følger en blog er det super rart, at der ofte er noget nyt, så man ikke forgæves klikker ind på bloggen. Det er meget forskelligt hvor ofte læsere klikker ind, men det er klart, at de læsere, som tjekker blogindlæg dagligt, nok ikke bliver hængende på de blogs, som kun opdaterer én gang om måneden.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Jeg har, fra jeg startede min blog op, haft en personlig retningslinje, som hed minimum ét indlæg om ugen. Grunden til dette er, at jeg ved, at jeg ikke kan nå mere. Jeg hverken når at læse så mange bøger eller når at skrive så mange anmeldelser. Dog vil jeg gerne have at der kommer indlæg med en nogenlunde fast frekvens, så de følgere jeg har, ved hvad de kan forvente på min blog. Der er altså ingen grund til at tjekke dagligt, men hvis man tjekker ugentligt, burde der være noget nyt. I perioder hvor jeg får læst meget, eller har meget på hjerte, går der 4-5 dage mellem indlæggene, mens der i perioder hvor jeg ikke får læst godt kan gå over en uge mellem indlæggene. Jeg forsøger dog, at have lidt indlæg i baghånden fra de gode perioder, som jeg kan trække på i de lidt mere sløve, for at undgå en alt for stillestående blog.

  • Hold dig til én genre
Dette råd har jeg også hørt flere gange, og igen giver det super god mening, hvis man vil have nogle dedikerede læsere. Hvis man holder sig til enkelte genrer på sin blog, ved læserne præcis hvad de får når de læser med på din blog. Herudover kan du målrette dine resterende indlæg, så hele bloggen giver et helstøbt og samlet udtryk. Der er ingen tvivl om, at dette er en super god strategi, hvis man gerne vil have sin blog ud af starthullerne.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Jeg kan ikke følge dette råd, idet jeg ikke er en genre-læser. Jeg læser alt, hvad jeg synes lyder det mindste interessant, hvilket giver et noget spraglet udtryk på bloggen. Jeg er klar over, at nye læsere måske vil blive en anelse forvirrede, hvis de den ene dag læser en anmeldelse af en YA-bog, og den næste læser en anmeldelse af en historisk biografi. Der er stor risiko for at miste læsere, da de måske troede jeg var én type læser, men det så viser  sig, at jeg er en anden. Det er et forvirrende element på min blog, som jeg har accepteret, for jeg kan ikke begrænse min vidde i læsningen, uden at fjerne min læseglæde. Jeg kender dog flere der læser meget forskelligt, men kun anmelder bøger der falder indenfor deres blogs genre. Dette er jo en fin løsning, men til dette, når jeg simpelthen ikke at læse nok bøger.

  • Opsøg forlagene og få gode aftaler
Dette er et råd, som både er smart set fra et blog-strategisk, samt økonomisk synspunkt. Ved at lave gode aftaler med forlag, er der mulighed for at modtage anmelder-eksemplarer, men også mulighed for at opbygge et netværk, som kan byde på mange muligheder. Mange forlag har fået øjnene op for bogblogger-verdenen, og de inviterer både til større bog-events, samt til forfatter-træf med mere. Dette er alt sammen noget, som både er fantastisk at skrive om og læse om på blogge. Det giver stof til blogindlæg, samt pluspoint i netværket, hvilket er særligt værdifuldt, hvis man ønsker en karriere indenfor den verden.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Det skal med det samme siges, at jeg har modtaget mange anmelder-eksemplarer, og jeg siger ikke nej hvis jeg får tilbudt bøger der falder i min interesse. Jeg er også blevet inviteret til bog-arrangementer, hvilke jeg sætter stor pris på. Dog er det ikke noget jeg opsøger uopfordret. Ikke fordi jeg ikke vil, men simpelthen fordi, jeg ikke føler at have det overskud, som der skal til, for at opretholde en god kontakt. Når jeg modtager anmelder-eksemplarer, vil jeg gerne anmelde dem indenfor en overskuelig fremtid, og med det tempo jeg læser i, ja, så kommer jeg aldrig i bund, hvis jeg har en stor stak anmelder-eksemplarer stående. Derfor siger jeg ikke ja til mere end jeg kan rumme, og jeg efterspørger ikke selv. Herudover er der en anden lille detalje, som også gør en forskel i dette punkt, nemlig netværket. Jeg elsker at være en del af bogblogger-netværket, men forlags-netværket er ikke en fremtids-investering for mig, som det vil være for nogle andre. Jeg har en naturvidenskabelig baggrund og arbejder indenfor medicinalbranchen. Der ligger altså ikke en ambition om at gøre karriere indenfor forlagsbranchen eller lignende for mig, hvilket udmønter sig i, at alt hvad jeg foretager mig på min blog er rent lystbetonet.


Hermed er der givet tre rigtig fornuftige råd videre; følg dem eller lad være :)


onsdag den 29. marts 2017

Jagten på regnbueorkideen - Anden og tredje del


I februar blev jeg kontaktet af Tellerup, der kunne fortælle at nu var anden og tredje del, af Julius Chancers eventyr endelig udgivet, og om jeg havde lyst til at anmelde dem. Jeg anmeldte første del tilbage i 2015, og synes at tegneserien var rigtig god. Jeg havde set frem til at læse slutningen, og blev derfor rigtig glad, da Tellerup kontaktede mig. Jeg sagde selvfølgelig ja til at modtage dem.

Inden jeg startede på del 2, genlæste jeg del 1, da det trods alt var noget tid siden jeg havde læst den. Fortællingen handler om forskningsassistent Julius Chancer, som tager på en rejse til Indien, for at opstøve den myte-omspundne regnbueorkidé. Der er meget på spil, da Lord Reginald Lawrence står til at miste sit gods, hvis regnbueorkidéen ikke findes, grundet et uovervejet væddemål med Urkaz Grope, som vil gøre alt for at forhindre fundet af orkidéen. Skuespilleren Lily Lawrence, samt hendes PR-agent Crumpole gør Julius Chancer selskab på denne rejse, som sætter dem alle på en alvorlig prøve.

Det var super rart, at få en afslutning på fortællingen, som slutter meget brat i del 1, ligeledes i del 2, men afrundes i del 3. Tegneserien er gennemgående klassisk og minder meget om Tintin i både stil og fortælling. Der er opsat et grundigt netværk af skurke og forbindelser, helt som vi kender det fra Tintin. Når dette er sagt, er dette plot helt nyt for mig, og på ingen måde et rip-off af Tintin.


Jeg er af natur, meget tiltrukket af fortællinger om skjulte samfund, verdener og kulturer, og denne serie fik mig til at tænke på romanen 'Tabte horisonter' (eller 'Shangri-La'), som jeg læste for flere år tilbage. Dette element i tegneserien gør også, at jeg blev ret vild med fortællingen, og jeg ville have elsket hvis den var endnu længere. Men idet den ikke er længere, synes jeg ikke det burde være nødvendigt, at dele eventyret i hele tre dele. Fortællingen kunne sagtens bære at være i et enkelt, eller måske to bind.

Der var lidt ekstra-materiale med de to sidste bind; i del to var der en ekstra-fortælling om én af karaktererne, samt lidt baggrund for dannelsen af en tegneserie, og i del tre var der lidt baggrund for udviklingen af karakterer og steder. Jeg elsker denne form for baggrundsinfo, og synes, at det giver lidt ekstra til udgaverne. 

Generelt er der gjort rigtig meget ud af udgaverne, ved at have et super fint rollegalleri på første side af hvert bind, samt et sammensurium af avisudklip, billeder og visitkort, så snart man åbner bogen. Jeg synes bestemt denne serie er værd at samle op, og jeg vil glæde mig til der kommer flere eventyr med Julius Chancer.


lørdag den 25. marts 2017

Berømte Dødsfald af Helleberg og Thomsen

Forfatter: Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen
Titel: Berømte dødsfald
Forlag: FADL's Forlag
Udgivelse: 2016

285 sider







Baggrund for læsningen:
Da jeg, i november, var til Bogforum med min søster, hørte vi et interview med retsmediciner Jørgen Lange Thomsen, hvor han fortalte om bogen 'Berømte dødsfald'. Jeg har før mødt Jørgen Lange Thomsen under min studietid, og har den dybeste respekt for hans arbejde. Min interesse for bogen blev straks vakt under interviewet, og blev kun større af, at se hvor flot bogen var udformet. Bogen kom selvfølgelig med hjem, som en for tidlig julegave fra min søster.

Kort resumé:
Hvert kapitel omhandler en historisk person, hvoraf den tidligste er Alexander den store, og den seneste er Tove Ditlevsen. Ydermere er hvert kapitel inddelt i to dele; én del hvor historikeren Maria Helleberg fortæller om den historiske persons liv, samt myterne for deres død, og én del hvor retsmediciner Jørgen Lange Thomsen ser på døden fra et retsmedicinsk udgangspunkt og prøver at nærme sig den reelle dødsårsag. 

Evaluering:
Jeg har altid været glad for bøger, som kunne give et letfordøjeligt historisk indblik i spændende personligheder eller begivenheder. Herudover er jeg meget interesseret i kroppen og hvorledes forskellige sygdomme og andet påvirker denne, hvilket taler ind til min baggrund som biomediciner. Så med den baggrund, er konceptet for denne bog, for mig, lige i skabet. 

Nu har jeg så læst bogen og hvad synes jeg så? Jeg synes, at det lykkedes godt hen af vejen, at leve op til de forventninger jeg havde til den. Der var flere kapitler hvor Helleberg kom godt omkring den historiske personlighed, og Thomsen gav nogle interessante bud på dødsårsag. Dog var der også flere kapitler, som på den ene eller anden måde stak lidt af. Dette kom til udtryk på følgende måder:

  • Helleberg havde nogle enkelte kapitler, som blev unødigt kringlede og lidt svære at følge.
  • Thomsen havde en del kapitler, hvor der var lidt for mange gentagelser af det, Helleberg lige havde fortalt, og hvor myten om sygdomshistorien fyldte mere end hans reelle bud på virkeligheden
  • Der var kapitler hvor Helleberg og Thomsen direkte modsagde hinanden (herunder kapitlet om Marie Antoinette, hvor Helleberg fortæller om hende, som en dronning der har fået et usandt rygte, mens Thomsen beskriver hende, som en dronning der lever op til rygtet) 

Det virkede ofte til, at de to dele af hvert kapitel ikke var afstemt i forhold til hinanden, hvilket jeg synes er en stor fejl. Idet man har valgt at lave en bog med to forskellige forfattere, som giver deres input fra hver deres professionelle viden, hvilket jeg synes er en fantastisk idé, så skylder man fortællingen, at få de to meget forskellige dele til at hænge sammen. Og med de mange gentagelser, så er det ikke min fornemmelse, at det er her tiden er lagt. Måske har de ikke engang læst hinandens del, før bogen blev samlet?

Jeg kunne virkelig godt lide at læse om de historiske personer man har valgt at beskrive i denne bog, dog kan det godt undre mig lidt, at man også har valgt folk som er blevet myrdet eller har begået selvmord. Det der gør, at denne bog skiller sig ud, fra så mange andre historiske værker, er jo netop, at der er en retsmedicinsk vurdering med, som be- eller afkræfter de forskellige myter der er omkring de historiske personers død. Men hvis der ikke er en myte forbundet med dødsfaldet, og historiebøgerne fortæller direkte hvad årsagen er (herunder mord eller selvmord), så kan jeg ikke helt se værdien i en retsmedicinsk udtalelse, der jo ikke kan gøre andet end bekræfte hvad man allerede vidste.

Så alt i alt var der en del i denne bog, som jeg føler kunne være blevet eksekveret bedre, så bogen ville føles mere gennemført. Trods dette, nød jeg virkelig at læse bogen. Denne måde at sætte en bog op på er virkelig interessant og taler på alle måder til mig. Mere af det, tak!





fredag den 17. marts 2017

Nye bøger til reolen (26) - Anmeldereksemplarer, bogbloggertræf og jul


Sidst jeg viste nye bøger frem, var i forbindelse med Arnold Buscks bogudsalg. Men jeg har løbende fået lidt anmeldereksemplarer, været til bogbloggertræf hvor jeg fik en fin stak bøger, og tænk engang, så fik jeg en bog til jul, som jeg ikke har fået vist frem endnu.

Til bogbloggertræffet forrige søndag modtog jeg fire krimier:
  • Hvidt snit af Lotte Petri, Turbine
  • Lad mig tage din hånd af Tove Alsterdal, Modtryk
  • Mærket for livet af Emelie Schepp, Politikens forlag
  • Hvide spor af Emilie Schepp, Politikens forlag
De lyder alle spændende, og jeg synes nu, at det kan være utroligt hyggeligt, at læse en krimi fra tid til anden. Udover denne stak på fire bøger, kommer der en eftersendelse af 'Kemikeren' af Stephenie Meyer fra Lindhardt og Ringhof, da den ikke nåede frem til træffet.

Herudover har jeg modtaget 'Gullasch baronen - Dramaet om Harald Plum' af Søren Ellemose fra Forfatterskabet. Jeg kan godt lide at bevæge mig udenfor mine vante læserammer, så da jeg blev tilbudt denne bog om en historisk person, samt en af Danmarks største erhvervsskandaler, tænkte jeg, at jeg måske kunne blive en smule klogere på et stykke Danmarkshistorie. Jeg lyttede desværre ikke særligt godt efter i historietimerne, og det ærgrer mig idag.


Herudover har jeg modtaget de tre bind af tegneserien 'Jagten på regnbueorkidéen' af Garen Ewing fra Tellerup. Jeg blev vildt glad da Tellerup kontaktede mig med den meddelelse, at de to sidste bind, nu endelig var udkommet, og tilbød mig dem, for jeg synes godt om det første bind, som stoppede ret brat i fortællingen.

Den sidste bog jeg vil nævne, er den jeg fik til jul, som jo er evigheder siden. Dog synes jeg stadig, at den skal vises frem. Jeg fik en bog, som jeg havde ønsket mig meget, nemlig 'Kvinder der forandrede verden' af Maria Helleberg. Jeg er ikke startet på læsningen, men regner med at gå igang, så snart jeg er færdig med 'Berømte dødsfald'. Det er begge bøger der omhandler en række korte portrætter, som egner sig godt til en bog der læses ved siden af alle de andre. 


Det var bøgerne for denne gang. Har i læst nogle af dem?

fredag den 10. marts 2017

Oryx og Crake af Margaret Atwood

Forfatter: Margaret Atwood
Titel: Oryx og Crake
Serie: MaddAddam #1
Orig. titel: Oryx and Crake
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelse: 2003 (denne 2011)

Hørt som lydbog: 11 t. 47 m.
Oplæst af Martin Paludan-Müller



Baggrund for læsningen:
Tilbage til bogbloggertræffet i 2014 modtog jeg bogen 'MaddAddam' af Margaret Atwood fra Lindhardt og Ringhof, hvilket er tredje bind i serien MaddAddam. Min interesse for Atwood var blevet vakt kort forinden, da jeg under et readathon havde læst 'Tjenerindens fortælling', som jeg var ret begejstret for. Af denne årsag var jeg også overbevist om, at jeg snart skulle tage hul på MaddAddam-serien, det kom så bare ikke til at ske i lang tid derefter. Men da jeg, i sidste uge, var på udkig efter en lydbog til mine lange køreture til arbejde, faldt jeg over denne første titel i serien på 'E-reolen'.

Kort resumé:
Jimmy vokser op i en nær fremtid, hvor videnskaben har udviklet sig til en uetisk handel og kamp, om at være de første på markedet der kan tilbyde udødelighed. Indtil dette kan lykkedes, er der mulighed for diverse hormon-indsprøjtninger, kropsløft og babydesigns. Jimmy forsømmes af sin far, som ikke rigtig har tid til forælderrollen, og sin mor, som stikker af fra den beskyttede enklave, de bor i, mens Jimmy stadig er ung. Mange år efter ser Snemand tilbage på sit liv før katastrofen, ensom og kun med selskab fra Crakerne, som er en modstandsdygtig race tilpasset den nye verden, skabt af Jimmys ældste og eneste ven Crake. Menneskeheden er så godt som udslettet efter, at en frygtelig virus slap ud fra videnskabens inderste kerne, og Jimmy har taget en ny identitet som Snemand, en slags profet for Crakerne, som han lovede Crake, at passe på, kort tid før katastrofen indtraf.

Evaluering:
Jeg havde læst kort om denne serie for tid tilbage, og jeg tror, at en af grundene til, at serien fik lov til at vente så længe var, at hovedpersonen kaldte sig selv for Snemand. Det virker helt tåbeligt, og jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men det irriterede mig frygteligt, at han skulle hedde Snemand.
Nå, men jeg overvandt min irrationalitet omkring dette navn, og fortællingen viste sig virkelig, at være en sand perle! Jeg begyndte virkelig at se frem til mine køreture, hvor jeg kunne høre mere af denne ret fantastiske fortælling.

For det første, synes jeg den verden Atwood har sat op, er helt fantastisk at udforske. Både den verden, som Jimmy lever i, samt den Snemand lever i. Jimmy lever i en parallelverden, hvor der er folk der er priviligerede og bor i beskyttede enklaver, hvor alt er komfortabelt og pænt, mens resten af befolkningen bor i Plebs-områder, hvor der hersker menneskelig forfald og grusomhed. Man får det indtryk, at folk i Plebs-områderne lever meget som vi gør det idag, dog med lidt mere frie tøjler, og lidt færre regler og love. Man kommer hurtigt til at spekulere på, hvorvidt det egentlig er bedre, at bo i de beskyttede enklaver, fremfor Plebs-områderne, begge dele virker ret forfærdeligt. Snemand derimod, bor i en verden, hvor al videnskab, teknologi og komfort er forvandlet til tomme skaller uden funktion, og hvor menneskeracen nærmest er uddød.

De tre vigtigste karakterer i bogen, Jimmy (/Snemand), Crake og Oryx er alle meget nuancerede personligheder. Atwood viser både gode og dårlige sider af dem, hvilket gør, at man tror på dem som mennesker. Hun viser dog også nogle grusomme sider frem, som næsten gør ondt i hjertet, at læse om, men som samtidig gør læsningen til en meget stærk oplevelse.

Jeg ville gerne vide, hvor mange år der er gået, fra katastrofen indtraf og til vi møder Snemand i fortællingen. Hele Snemands måde at være på, bærer præg af mange års ensomhed, men samtidig undrer det mig også, at hans 'hjemrejse' til enklaven, åbenbart er den første han foretager siden katastrofen, på trods af, at den ikke ligger langt fra hans nye 'hjem'. Dette tyder på, at der måske ikke er gået så mange år? Det forvirrede mig lidt.

Udover dette punkt, undrede det mig også lidt, da jeg fandt ud af, at denne fortælling først udkom i 2003. Min første indskydelse var, at dette var en ældre bog. Dette på grund af, at der var nogle ting fra Jimmys ungdom, som virkede en anelse gammeldags, hvis dette skulle forestille sig at være et sted ude i fremtiden. F.eks. undrede det mig, at der var så meget snak om DVD'er. Hvorfor søren bruger de stadig DVD'er? Jeg vil da tro, at man selv i 2003 havde en anelse om, at DVD'er på et eller andet tidspunkt ville blive erstattet af noget andet, med den hastighed teknologi udvikler sig idag. Også beskrivelsen af computerspil, og computere i sig selv, fik en lidt gammeldags lyd i mine ører. Dette fik mig til at tro, at bogen var ældre end den var, men ærlig talt, så betød det heller ikke så meget mere end det.

Min undren er småting og noget jeg sagtens kunne abstrahere fra. Jeg nød fortællingen i fulde drag, og jeg glæder mig helt vildt til at læse/lytte videre i 'Syndflodens år', idet 'Oryx og Crake' faktisk endte ret spændende.